Vedtægter


Vedtægter for grundejerforeningen, Navn, hjemsted og formål.


§ 1

Foreningens navn er Thyges Banke Grundejerforening.


§ 2

Foreningens hjemsted er Kalundborg kommune, under Holbæk retskreds, der er foreningens værneting.


§ 3

Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes nuværende og fremtidige interesser af enhver art i forbindelse med de under foreningens område tilhørende ejendomme. Grundejerforeningen er berettiget til at fremskaffe og administrere de midler, der skal anvendes til realisering af foreningens formål, herunder fastsætte de nærmere regler for, hvorledes medlemmerne skal betale bidrag. Medlemmerne og disses forhold til foreningen.


§ 4

Pligtige medlemmer af foreningen er de til enhver tid værende ejere af grunde på Thyges Banke. Foreningens stedlige område kan ændres efter godkendelse eller påbud fra Kalundborg kommune. Grundejerforeningen skal være berettiget til med 2/3 flertal af de på generalforsamlingen afgivne stemmer, at træffe beslutning om indstilling til Kalundborg kommune om, at også ejere at grunde udenfor foreningens stedlige område kan være medlemmer af foreningen, eller at grundejerforeningen kan sluttes sammen med en anden grundejerforening.


§ 5

Når et medlem overdrager sin grund eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er han fra overtagelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue. Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer overfor foreningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne. Den nye ejer hæfter således overfor foreningen for det udtrædende medlems kontingentrestance eller anden restance. Både den tidligere ejer og den nye ejer er pligtig inden 60 dage at anmelde ejerskiftet til foreningen ved dennes kasserer, og i den forbindelse hermed oplyse foreningen om den nye ejers navn, stilling og bopæl samt parcellens mart. nr.


§ 6

Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt overfor tredjemand for foreningens forpligtelser. Medlemmerne hæfter således alene begrænset med foreningens formue. I forholdet til foreningen hæfter medlemmerne pro rata, hvilket også gælder for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer. Af hvert medlem betales for hver grund, han ejer, et årligt kontingent til foreningens administration og øvrige udgifter, at erlægge den 1. april for det pågældende kalenderår. Det årlige kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling for det følgende kalenderår. Indbetaling af kontingent kan ske til det af grundejerforeningens bestyrelse angivne sted. Er et medlem mere end i måned bagud i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at berigtige restancen. Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restand, der endvidere, hvis restancen ikke er berigtiget inden 8 dages fristens udløb, skal betale administrationstillæg for restancen, svarende til 1/4 af årskontingentet. Er restancen ikke indbetalt senest 8 dage før generalforsamlingen, fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling samt valgbarhed. 


§ 7

Generalforsamling.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned. Der indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert medlem under den i medlemsprotokollen anførte adresse eller e-mail. Det påhviler hvert enkelt medlem i egen interesse at holde foreningen underrettet om enhver adresseforandring. Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen. Forslag, der af medlemmer ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen, hvorefter Bestyrelsen fremsender en opdateret dagsorden til medlemmerne. Sager der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning. På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning om det foregående år.
3. Aflæggelse af regnskab underskrevet af bestyrelsen og revisor.
4. Rettidigt indkomne forslag.
5. Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent.
6. Valg af formand for bestyrelsen. (hvert andet år).
7. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer samt en suppleant.
8. Valg af revisor.
9. Valg af revisorsuppleant.
10. Eventuelt. Under eventuelt kan der ikke sættes forslag til afstemning.


§ 8

Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, afholdes så ofte som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst 1/4 af foreningens medlemmer, der ikke er i restance til foreningen til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring med angivelse af dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling. Når sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen indkaldes inden 28 dage efter dennes modtagelse. Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.


§ 9

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivning. Hver grund har 1 stemme. Afstemningen sker ved håndsoprækning, Skriftlig afstemning skal finde sted, hvis bestyrelsen, dirigenten eller 1/4 af de fremmødte og stemmeberettigede ønsker det. Stemmeafgivninger kan ske ved skriftlig fuldmagt til en myndig person, som tilhører vedkommende medlems egen husstand, eller til et andet medlem af foreningen, samt til medlemmets advokat. Der kan kun tillades én fuldmagt per fremmødt medlem. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal blandt de afgivne stemmer, jvf., dog § 3, 4 og 10. Over det på generalforsamlingen passerede udfærdiges et referat, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.


§ 10

På generalforsamlingen, hvor vedtagelse af beslutninger, der går ud på anvendelse af fællesarealer, forandringer af foreningens vedtægter, ordensreglement bevilling af midler udover det til administration nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side og optagelse af lån, kræves at beslutning vedtages med mindst 2/3 af de på en generalforsamling mødende medlemmer. Bestemmelsen om, at medlemmerne ikke hæfter direkte overfor tredjemand kan kun ændres ved enstemmighed hos samtlige medlemmer. Når der på en generalforsamling er truffet gyldig bestemmelse om bevilling af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning. Ligeledes er bestyrelsen bemyndiget til at lade iværksætte vedtagne beslutninger, der ikke respekteres af den enkelte grundejer, for den pågældende grundejers regning. Forandringer af foreningens vedtægter skal efter vedtagelse, endeligt godkendes af Kalundborg kommune. 


§ 11

Bestyrelsen.

Bestyrelsen består af fem medlemmer. Formanden vælges direkte på generalforsamlingen for 2 år. Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv med kasserer og næstformand. I tilfælde af formandens forfald indtræder næstformand som formand til næste generalforsamling. Bestyrelsen samt suppleanter vælges for 2 år ad gangen, skiftevis 2/1 og 2/1. Genvalg kan finde sted af såvel formand som bestyrelse. Bestyrelsen er berettiget til under ansvar overfor generalforsamlingen i fornødent omfang at engagere lønnet medhjælp, hvor dette skønnes nødvendigt, f. eks. assistance af sekretær, advokat, revisor og landinspektør. Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra tre på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må, hvis blot ét medlem i bestyrelsen kræver det, udgå af bestyrelsen, og suppleanten for ham indtræder da i hans sted. Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter suppleanter er tiltrådt, bliver mindre end tre, er bestyrelses berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling. Bestyrelsen er beslutningsdygtig med formanden og ét bestyrelsesmedlem, eller ved 3 bestyrelsesmedlemmer. Generalforsamlingen kan fastsætte et årligt honorar til formanden og/eller kassereren.


§12

Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed herunder drift og vedligeholdelse af fælles anlæg og varetager dens formål og interesser. Bestyrelsen er dog berettiget til at ansætte og bestemme aflønning m.v. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af eventuelle fælles anlæg. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, formanden finder der nødvendigt, eller når mindst ét bestyrelsesmedlem forlanger det. Over der under forhandlingerne passerede udfærdiges et referat. Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Bestyrelsen er beslutningsdygtig som angivet under § 11. Foreningen tegnes overfor tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formand og kasserer i forening. Revisor og regnskab.


§ 13

Generalforsamlingen vælger en revisor og en revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted. Revisoren gennemgår mindst én gang årligt foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelser og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede, hvorefter han indgiver sine revisionsbemærkninger til bestyrelsen. Revisoren kan når som helst foretage kasseeftersyn.


§ 14

Foreningens regnskabsår er kalenderåret, første regnskabsår dog fra stiftelsen og indtil 31/12 1987. Regnskabet skal tilstilles revisoren senest 4 uger før generalforsamlingen og skal af denne være revideret såvel talmæssigt og kritisk så betids, at en ekstrakt med revisorpåtegning kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelse til generalforsamling.


§ 15

Medlemmers indbetalinger foretages til kassereren, der indsætter foreningens midler i bank, sparekasse eller på girokonto i foreningens navn. På kontoen kan kun hæves af kassereren. Den kontante kassebeholdning må ikke overstige kr. 1.500,-.


§ 16

Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller 1/2 af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter de om vedtægtsændringer gældende regler. Forslaget skal indeholde bestemmelse om anvendelse af foreningens formue. Foreningen kan dog ikke opløses uden samtykke fra Kalundborg Kommune. Særlige bestemmelser.


§ 17

Bestyrelsen fastlægger retningslinier for pålæg og/eller fordeling og opkrævning af udgifter til udbedring af skader fra byggerier. Til vurdering af eventuelle skader fra byggerier på fællesanlæg, veje, stier m.v. er bestyrelsen berettiget til at nedsætte et udvalg bestående af 3 bestyrelsesmedlemmer og 2 interesserede medlemmer. Medlemmer er pligtige til at efterkomme udvalgets bestemmelser om betaling for skader på fælleantenneanlæg fra byggerier, som bestyrelsen efter indstilling fra udvalget bestemmer. Bestyrelsen kan i øvrigt til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af medlemmer udenfor bestyrelsen, idet udvalgsformanden dag altid skal være bestyrelsesmedlem. Fremkommer der spørgsmål. hvorom disse vedtægter intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Ingen vedtægtsbestemmelser må være i strid med den i anledningen af udstykningen udarbejdede lokalplan nr. 7 eller anden kommunal vedtægt.


§ 18

Grønne områder:
I henhold til lokalplan 7, så har grundejerforeningerne for Thyges Banke og Nyrupvænget pligt til at påtage sig alle fællesopgaver ved indretning og vedligeholdelse af områdets fælles arealer. Denne pligt fordeles som følger: 

Nyrupvængets grundejerforening påtager sig alene at vedligeholde de grønne områder på matr.nre. 4gb, 4gc og 4gv (”vandhuller + vej/stier”). 

Thyges Banke grundejerforening påtager sig alene at vedligeholde de grønne områder på matr.nre. 4hc, 4ht, 4hu og 4hv (”toppen og stierne”) 

Matr. nr. 4hn (tidligere matr. nr. 4a i lokalplan 7) imellem de to grundejerforeninger vedligeholdes i fællesskab, således at Thyges Banke har vedligeholdelsespligten i de lige år; mens Nyrupvænget har vedligeholdelsespligten i de ulige år. I tilfælde af uenighed mellem de to foreninger om vedligeholdelsespligten til matr. nr. 4hn, forbeholder Kalundborg Kommune sig ret til at holde begge foreninger ansvarlig for arealets indretning og vedligeholdelse.

Der skal være enighed imellem de 2 bestyrelser ved større ændringer af fællesarealer f.eks. anlæg af legepladser, petanque-baner og bålpladser, og ved større ændringer i terræn og beplantning før disse iværksættes. Der skal endvidere være enighed imellem de 2 grundejerforeninger om fordelingen af udgifterne til sådanne ændringer.
Mht. beplantning skal der tages rimeligt hensyn til omboendes ønsker for sol og læ.
Begge grundejerforeningers medlemmer har altid lige rettigheder med hensyn til adgang og anvendelse af evt. anlæg på områdets fælles arealer.

Denne paragraf (§ 18) skal være enslydende i vedtægterne for Thyges Bankes Grundejerforening og Nyrupvængets Grundejerforening, og kan ikke ændres uden Kommunens samtykke.

3. udgave. Vedtaget på generalforsamlingen 29. maj 2007